Hvorfor Selvudslettende Susan og Healer Helle gik galt i byen …

IMG_1027_0Jeg møder mange mennesker, der har arbejdet med selvudvikling i dybden og bredten – men ikke er blevet gladere.

Jeg møder mennesker, som ved det hele i hovedet.

Men ikke kan leve det i virkeligheden.

Det er fantastisk, når mennesker har lyst til at udvikle sig.

At blive klogere på sig selv og andre.

Faktisk vil jeg mene, at det er ganske centralt og afgørende for, at vi kan få mere ro i os selv og vores møde med andre mennesker. Og det kan gøre verden til et bedre sted.

MEN jeg møder ligeså mange mennesker, der er blevet mere ulykkelige af selvudvikling. I hvert fald på den måde, de gør det.

De er blevet selvudslettende og er godt på vej til at miste dem selv. Som dem de er.

De er overvældet af skyld over alt det, som de selv har skabt – og alt det, som de derfor selv er årsag til. Og at de ikke formår at komme ud af det igen.

De er blevet ulykkelige, fordi selvudvikling og spiritualiteten lovede dem forløsning og paradis.

Men i stedet blev de, hvor de var.

Klogere i hovedet. Men alligevel uforandrede.

Den største skam af dem alle.

Selvom det slet ikke er en skam.

Tag for eksempel Healer Helle, som ikke forstår, hvorfor hun er så ensom, når hun jo forstår sig på andre mennesker, så godt at hun altid kan fortælle dem, hvad der er galt med dem, og liiige præcis hvad DE har brug for at få healet for at de kan blive lykkeligere.

Så Helle bruger energi på at være ovre i andre i stedet for bare at være i sig selv og mærke, hvad hun har brug for.

Og måske hun ville opdage, at hun i virkeligheden længtes efter dybere relationer. Ikke dem hvor hun fortæller andre, hvad de har brug for. Men dem hvor hun bare er – griner og hænger ud.

Og så er der Selvudslettende Susan.

Som har forstået og lært, at alt hvad hun oplever er en reflektion af sig selv.

Hun er god til at se, hvordan stort set alt hun oplever, har noget med hende selv at gøre.

Det er blevet omsat til, at Susan nærmest er blevet selvudslettende, fordi hver eneste impuls til at sætte foden ned, sige ”fuck dig – nu skrider jeg” – bliver til ”der er noget, jeg skal se på”.

Og hun kan ikke forstå, at når nu hun mestrer evnen til at se sin egen andel i alt,  hvorfor hun stadigvæk har stort drama i sit liv – og hvorfor hun er ikke er blevet lykkeligere.

Så Susan bruger også sin energi på at være over i andre – og respekterer deres grænser mere end sine egne.

Der er en fin balance mellem at kunne se sin egen andel i en konflikt eller i et møde med et andet menneske – og blive decideret selvudslettende og totalt overhøre sig selv og sine egne grænser.

Visdommen ligger i at kunne finde den balance. Og kunne kende forskel på andres og sit eget – uden at det bliver til, at alt er andres skyld eller alt er ens egen skyld.

Nogle gange – eller faktisk ofte, glemmer vi noget simpelthen – men centralt.

At vi skaber verden sammen med andre og det ikke giver mening at at være en ø.

Og at det ikke er sort/hvidt. Der er mangefarvet og kaotisk. Det er ikke trygt – så derfor vil vi så gerne forsimple tingene. Og i den forsimpling går Selvudslettende Susan og Healer Helle også galt i byen.

Balancen er at holde fast i os selv, mens vi udvikler os og skaber dybere relationer med andre. Og vi kan ikke løse ALT indefra. Meget skal udvikles i mødet med andre mennesker.

Kommentarer

Kommentarer