8 (overraskende) ting, som du (måske) ikke ved om mig

I dag har jeg lyst til at dele nogle af de sider med dig, som du måske ikke kender så godt – og som jeg ved ind i mellem får folk til at løfte øjenbrynene. Men med det formål, at du ser, hvad “man” også kan.

1. Jeg rejste fra gennem Iran og Pakistan som 19-årig
En uge efter, jeg var fik studenterhuen på, tog jeg til London helt alene for at tage på tur med 20 andre mennesker fra hele verden (ingen fra Danmark). Vi rejste i en mellemting mellem en bus og en lastbil og tog hele vejen tværs over Europa, gennem Tyrkiet, Iran, Pakistan og sluttede af i Indien, hvor jeg i øvrigt kom i audiens hos Dalai Lama og trykkede hans hånd. Det var før, der var mobiltelefon, og jeg havde ikke engang en emailadresse.

2. Ingen af mine børn har sovet i barnevogn det første halve år
Mit første barn var en sensitiv størrelse. Så meget, at han krævede kropskontakt hele tiden. Det lyttede vi til, og det var der min passion for slynger blev vagt. Siden startede jeg Slyngeskolen (som jeg solgte forrige år) – og alle mine børn er blevet båret i slynge og har sovet på min eller min mands mave, de første mange måneder af deres liv.

3. Jeg hader at tage på legeplads med mine børn
Der er mange ting, jeg IKKE synes er sjovt ved at være mor. Og det tog mig noget tid at forstå, at jeg gerne må være mor på MIN måde. Det betyder, at jeg heller ikke tvinger mig selv til at gøre ting, som jeg ikke bryder mig om. Og jeg synes vitterligt det kedeligste i hele verden er at tage på legeplads med mine børn. Til gengæld synes jeg det er en fest at lave mad med dem, tage i skoven og plukke svampe og meget andet.

4. Jeg blev gift i en grøn kjole
Der er vidst ikke så meget andet at sige til det – end at den var grøn. Og virkelig fin. Du kan se billedet her:

5. Jeg tog til Los Angeles på business-rejse med 5 måneder baby i slynge
Da Falke (min mindste) var 5 måneder, tog jeg flyet til Los Angeles for at mødes med min daværende mastermind-gruppe, som primært bestod af amerikanere. Det var en skøn tur – omend det var lidt hårdt, når Falke synes det var morgen kl. 4 i Los Angeles.

6. Jeg sover i samme seng som alle mine børn
Lige inden Arn (mit første barn) kom til verden, hængte vi en slyngevugge op i loftet ved siden af vores dobbeltseng. Og min mand (Peter) sagde, at han synes det var lidt fjollet, fordi baby (vi kendte ikke kønnet) da skulle ligge i samme seng som os. Hvortil jeg svarede – at selvfølgelig skulle han ikke det. Men da han kom til verden, var jeg slet ikke tvivl om, at han hørte til i min armhule tæt på brystet. Og alle vores børn har ligget i vores seng lige siden. Den ældste er nu 6 år. Og indtil videre fungerer det rigtig godt – og vi er glade for løsningen.

7. Jeg har spist min moderkage (eller lidt af den)
Oh yes. Det er helt rigtigt. Jeg har født alle mine børn hjemme og på et tidspunkt læste jeg nogle artikler om, hvordan man kunne bruge moderkagen til blandt andet at lave homoøpatisk medicin – men også. Og så også om fordelene ved at indtage den. Det blev et helt cirkus med TV2, der kom ud og filmede. Jeg er ligeglad med hvad andre gør. Og synes egentlig også at det lyder lidt klamt. Og det var også lidt klamt at spise den og kan ikke sige, om det har haft en effekt. Men jeg havde lyst til at prøve det – så det gjorde jeg.

8. Jeg blev (næsten) født Nadia og er uddannet numerolog (jeps. Den er god nok)
For godt tre år siden, besluttede jeg at skifte navn. Fordi det føltes rigtigt i min mave. På min oprindelige fødeattest står der Nadia Louise Kristensen. Det blev så til Carolina Björk Søndergaard. I kølvandet på det – uddannede jeg mig faktisk også til numerolog for et par år siden.

Min pointe med at fortælle det her – er også for at vise dig, at det ”gode liv” ser ud på mange måder. Og det der er rigtigt for mig – ikke nødvendigvis er rigtigt for dig og omvendt.

Det er kun dig, der har sandheden om, hvad der er det ”gode liv”, for dig.

Kærlig hilsen
Carolina

Kommentarer

Kommentarer